23.09.2021 · Uttanríkis- og mentamálaráðið

Røða hjá landsstýrismanninum - Trosfrihed - den glemte menneskeret?

Røða hjá landsstýrismanninum - Trosfrihed - den glemte menneskeret?

Á ráðstevnu um trúarfrælsi og mannarættindi á Christianborg í gjár "Trosfrihed - den glemte menneskeret?" helt Jenis av Rana, landsstýrismaður niðanfyri standandi røðu.

Jeg var fremmed, og I tog imod mig

Jeg har valgt at kalde mit indlæg her i dag for: Jeg var fremmed, og I tog imod mig! Utvivlsomt kender de fleste, som deltager i dagens konference, ophavet til disse ord. De er fra Jesus, og vi læser dem bl.a. i evangeliet efter Matteus. Her sætter han dagens emne, ”tros- og religionsfrihed” i perspektiv, og slår fast, at det at vise omsorg for sine medmennesker, er noget, som Han værdsætter meget højt på den sidste og afgørende dag for menneskeheden. Senere i samme kapitel slår han også fast, hvad prisen for det modsatte kan blive.

Tallene for manglende tros- og religionsfrihed er dystre, og vi kender dem utvivlsomt alle sammen, at tre fjerdedele af Jordens befokning lever i områder, hvor deres tros- og religionsfrihed i høj eller meget høj grad begrænses. Og at vi i verden i dag finder 340 mio., som bliver forfulgte bare p.gr.a. deres kristne tro.

I øjeblikket nærmer befolkningstallet på Færøerne sig 54.000. For os er det ufatteligt, at dette tal svarer til ca. det tal af kristne, som hver dag sidder fængslet i nordkoreanske fængsler. Jeg ved, at det er forkert at kalde disse opholdsrum for  fængsler, fordi forholdene er jo langt under det, vi kan forestille os, at mennesker kan overleve i. I alt vurderes, at Nordkorea, som topper listen hvad forfølgelse af mennesker angår, har i alt 200.000 mennesker siddende i disse såkaldte fængsler, genopdragelsesanstalte eller deciderede fangelejre, hvorfra ingen kommer levende.

For et par uger siden havde vi på Færøerne besøg af Timothy Cho, som vi allerede her i morges har hørt fortælle fra sin opvækst i Nordkorea og fra sine personlige oplevelser af omsorgssvigt, fængsel, terror og vold. Under besøget havde jeg den forret, at tage imod ham på mit kontor i udenrigsafdelingen. Dette kontor er i en bygning, som tidligere blev brugt som fængsel i Torshavn. Det var tankevækkende, at Timoty, som 4 gange har siddet i fængsel i sit hjemland, nu, sammen med andre kristne, kunne sidde i et tidligere fængsel på Færøerne, prise Gud og frit tale om sin tro. Noget, som i hans hjemland ville koste ham vold, fængsel, tortur og uden tvivl død. To utrolige modsætninger, de små øer højt i nord med fuld frihed og respekt for mennesker, og Nordkorea, hvor det enkelte menneskes værdi ikke bliver regnet for noget.

At jeg i dag henviser til Bibelen, og i indlægget beskæftiger mig meget med den kristne del af forfølgelse, skal ikke ses som at jeg kun ser forfølgelse af kristne som et problem- tværtimod! Intet argument findes, som på nogen måde giver noget menneske ret til at forfølge et andet medmenneske. Og ingen årsag findes, som på nogen måde giver nogen ret til at gradbøje et eneste menneskes værdi. For alle verdens mennesker gælder friheden i Jesu ord, da han, til nogle, som mente, at de havde ret til at øve vold mod en kvinde ved at stene hende til døde sagde de kendte ord: ”Den af Jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende”. Vi læser, at ” da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først”.

Uden tvivl kender vi alle til hjerteskærende historier om den forfølgelse, som har været en fast følgesvend for kristne gennem alle tider. En af disse, som har sat sig fast i midt sind og været med til at cementere mit menneskesyn, er fra en  grundskole i NordKorea. Læreren samler eleverne og fortæller spændt om en konkurrence, som skal være på skolen. Han udlover en spændende præmie til den, som kan finde en bestemt bog derhjemme og sidenhen bringe denne med i skolen. Dagen efter kommer en glad, ung pige i skolen og viser stolt frem den bibel, som det er lykkedes hende at finde i deres hjem. Hun blev hædret og fik sin præmie, men da hun senere om dagen kom hjem, var hjemmet tomt. Hele hendes familje, mor, far, søskende m.m., var allerede sendt i et fængsel, hvorfra de næppe kommer ud igen.

Hvad får et regime, hvis primære og vigtigste opgave er at beskytte og værne om sine borgere, til ikke at håndhæve retten til frihed, herunder tros- og religionsfrihed og til direkte at anse en del af sine borgere som fjender af staten. Og til at medvirke til at forfølge, fængsle, torturere, og udøve vold mod disse, blot for at nævne nogle af grusomhederne. Vi kunne sagtens nævne andre, såsom tvangsægteskaber, voldtægt, etnisk udrensning og henrettelse, listen er desværre lang, hvad grusomheder angår.

Hvad kan få en nations leder, som f.eks. premierministeren for en af verdens folkerigeste nationer, til at proklamere sig selv som premierminister for sit lands hinduer, og til at benævne resten af sit lands befolkning, bl.a. muslimer og kristne, som gæster? Eller andre landes ledere til at beskrive og nævne en del af deres egen befolkning som: fjender af staten

Hvad er det, som kan få et styre til koldblodigt at sende agenter ud i verden for at opspore sine egne borgere og få disse dræbt?

Spørgsmålene, som vi i største fortvivlelse kan stille her i dag, er legio. Her har jeg stillet nogle, men det vigtigste af alle spørgsmål er dog: Hvad kan vi gøre? Hvad kan du gøre. Hvad kan jeg gøre? Hvad kan den frie verdens lande, med demokrati og menneskerettigheder som vigtigste mærkesager, gøre?

Derværre finder vi intet standardsvar, og der findes næppe nemme svar. Men det vigtigste af alle svar er, at vi må begynde med og hos os selv! Vi må, som forældre og som nationer, som er bygget på demokratiets værdier, gå forrest som trendsættende eksempler. Vores børn må, helt fra grundskolen og børnehaven, lære om den store værdi, som hvert enkelte menneske har. Vi må lære dem at forstå og værdisætte det privilegium, som vi i vores del af verden nyder. Privilegiet i at være født og få lov til at vokse op i et land, hvor alle har samme rettigheder og samme muligheder.

EU vedtog tilbage i 2013 guidelines til brug for medlemslandenes arbejde med at beskytte og fremme tros- og religionsfrihed, og så sent som i august blev EU’s nye udsending for tros- og religionsfrihed, Christos Stylianides, da han besøgte Institut for Menneskerettigheder i København, præsenteret for 10 forslag til fra Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde hvordan EU kan styrke arbejdet for tros- og religionsfrihed uden for Europa grænser. Så her er tale om et problem, som demokratiets førende nationer både har på deres politiske agenda og har retningslinjer for, hvad de kan og bør gøre.

Jeg vover mig at nævne nogle udenrigspolitiske påvirkningsmuligheder gennem bl.a. bistand og handel, som vores lande har. Det gør jeg, vel vidende om Færøernes minimale formåen p.gr.a. landets begrænsede størrelse. Men et af vores primere udenrigspolitiske ønsker i dag er netop at få flere og flere muligheder for at agere på verdensplan, og dette ønske omfatter også kampen mod manglende tros- og religionsfrihed.

Vi må som politikere kunne svare på nogle meget simple om end pinlige spørgsmål, f.eks.: hvad gør det ved folk og nationer, at verdens velstillede lande gang på gang glemmer vores internationale solidaritets ansvar ved igen og igen at servere for dem på forreste række, før man serverer for dem på bageste rækker. Her burde weekendens kritik fra WHO vedrørende vaccination mod Korona være et stærkt og sviende eksempel. Denne kritik viser, at mens vi i vores del af verden har et vaccinationsprocent på omkring de 70, og man ved premiering og tvang forsøger at øge denne procentdel, så ligger vaccinationsprocenten i de afrikanske lande på 3,5%. At løfte pegefingeren imod en verdensleder, som derhjemme kæmper mod fattigdom, sult og sygdom, i stedet for at række hånden ud til vedkommende og hans befolkning, kan nemt have modsat effekt.

Vi må også turde stille spørgsmålet, hvordan kan vi forsvare, at retten til tros- og religionsfrihed generelt prioriteres lavere i udviklingsindsatser end andre menneskerettigheder. Dette påpeges tydeligt i rapport fra CKU- Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde- rapporten er fra maj i år. I den sammenhæng bør vi også tænke over de fagre ord om udviklingspolitik, som de fleste nok kender, og jeg citerer:  ”Retten til tros- og religionsfrihed skal tænkes ind i alle relevante sammenhænge i udviklingspolitikken”. En fantastisk sætning, som dog daglig kritiseres for at have svært ved at bevæge sig fra papiret til handling.

Jeg vil i dyb ydmyghed slutte med nogle af de udtalelser, som den tyske præst, forfatter, profet og martyr, Dietrich Bonhoeffer er blevet kendt for. Boenhoffer var aktiv med i modstandskampen, da nazisterne forførte en nation, tyrraniserede verden og forsøgte at udrydde Europas jøder. Han endte sit liv på den mest brutale måde tænkes kan, hængende mellem himmel og jord i en løkke bundet af klaverstrenge i koncentrationslejren Flossenburg. Dette var 4 uger før det tyske regime kollapsede og Bonhoeffer var den fjerde af  forældrenes fire sønner, som betalte den ultimative pris for deres kamp mod det onde. Bonhoeffer sagde disse ord om vores pligt til at strides for det gode:

Tavshed i mødet med det onde er ondt i sig selv; Gud vil ikke regne os for skyldfri.

At lade være med at tale svarer til at tale.

At lade være med at handle svarer til at handle.

"Når Kristus kalder en mand, byder han ham at komme og dø.